En langsom hjemmeside koster dig både kunder og online synlighed. Vi sætter fokus på hastighedsoptimering med 4 gode råd – og et par nyttige værktøjer.

En hurtig loadingtid er vigtig for dig og din forretning. Adskillige undersøgelser viser nemlig, at du mister kunder, hvis din side loader for langsomt (Og her snakker vi sekunder!).

Kan dine besøgende nå at tælle til 3 kasser øl, før din side er loadet, vil mange af dem allerede have forladt dig igen.

Derudover har loadingtiden stor betydning for din placering i Googles søgeresultat.

En langsom hjemmeside har en negativ indvirkning på din rangering, og en hurtig hjemmeside har en positiv indvirkning. Og dette er afgørende for, hvor mange besøgende – og potentielle kunder – der overhovedet lander hos dig.

Så hvordan kan du øge din hjemmeside-hastighed?

Grundlæggende handler det om at få styr på fire ting:

  • Caching (digital hukommelse)
  • Koder (og sjusk heri)
  • Billeder
  • Afstand til serveren

Vi tager dig her omkring de fire punkter, der hjælper dig med hastighedsoptimering af hjemmesider og webshops.

1. Opsæt digital hukommelse

Caching er hukommelse.

En cache lagrer indhold – eller viden, om du vil – midlertidigt, og er et must, når du arbejder med hastighedsoptimering.

 

Sådan fungerer server cashing

Hver gang en (potentiel) kunde besøger din hjemmeside, skal der loades, afkodes, udregnes og indlæses en masse indhold fra en database, som i sidste ende danner det, kunden ser på sin skærm (resultatet). Det er en krævende proces, der påvirker din hjemmeside-hastighed.

Men med caching kan denne lange proces skæres fra.

En cache sørger nemlig for at huske resultatet af de mange udregninger, som den én gang har behandlet. En cache fungerer altså lidt som din hjerne, der husker, at resultatet af 5 x 5 er 25, uden at du behøver at tælle på fingrene hver gang. I den tekniske verden betyder det, at din hjemmeside eller webshop lynhurtigt kan blive loadet og vist for tilbagevendende besøgende.

2. Ret sjusk i koden

JavaScript og CSS er kodesprog, som langt de fleste websites er bygget op om.

Når vi snakker koder, er det vigtigt at sørge for, at disse ikke gemmer på ligegyldigt indhold. Jo mere koden fylder, jo længere tid skal dine besøgende vente på, at din side loader.

Som en del af processen med hastighedsoptimering bør du derfor minimere (eller minificere – fra engelsk) dine JavaScript- og CSS-filer.

På den måde forhindrer du, at systemet bruger unødvendigt lang tid på at indlæse overflødige informationer (koder), der ikke tjener andet formål end at nedsætte din hjemmeside-hastighed og forringe brugsoplevelsen for dine kunder.

3. Tilpas tunge billeder

Du kender det sikkert: Du har fundet et billede til hjemmesiden, der har et væsentligt større format, end du egentlig skal bruge. Du sætter det ind alligevel – og tada! Det justerer sig på magisk vis og passer perfekt. Så du logger af og skænker det aldrig mere en tanke.

Sandheden er dog en ganske anden.

Det, der rent faktisk er sket, er, at visningen af billedet på hjemmesiden er blevet tilpasset.

Men selve billedet, der ligger på siden og loades til de besøgende, er stadig meget større og tungere end nødvendigt – og det påvirker loadingtiden i negativ retning.

Når du uploader billeder online, bør du derfor altid sikre dig, at de ikke er større end højst nødvendigt.

Som hjælp kan det være en god idé at installere et plugin, der automatisk komprimerer store billeder til en størrelse, der ikke belaster loadingtiden unødvendigt.

Du kan også bruge squoosh.app til nemt at komprimere billeder, inden du uploader dem.

4. Minimer afstande til serveren

Har du en hjemmeside, der skal fungere optimalt i flere forskellige lande, bør du benytte dig af et CDN.

CDN står for Content Delivery Network, og hjælper dig med at opnå en god loadingtid for dine besøgende – uanset hvor i verden, de befinder sig.

Sådan fungerer CDN

Er dit site hostet på en server i eksempelvis England, vil dine kunder i – lad os sige Kina – ikke automatisk få den samme oplevelse og hastighed, som du selv eller dine kunder herhjemme oplever.

Det skyldes, at den geografiske afstand faktisk spiller ind, når det gælder loadingtiden for indhold.

Når du benytter dig af et CDN, kommer du dog uden om denne kilometer-baserede forhindring. Her bliver din side nemlig gemt på et internationalt netværk af servere bredt ud over hele verden.

Det betyder, at dine kunder vil kunne loade din side fra en server i nærheden af dem selv, hvilket forkorter loadingtiden og giver kunderne en bedre brugeroplevelse.

Test selv med dette værktøj og optimer løbende

Løbende tilføjelse af nyt indhold og plugins på din hjemmeside betyder, at hastighedsoptimering er en ongoing proces.

Et godt råd er, at du i fremtiden hastighedsoptimerer din hjemmeside løbende. På den måde vedligeholder du det gode resultat – i dag og fremover.

Hav dog i baghovedet, at der altid vil være ting, som kan forbedres. I nogle tilfælde vil vi dog vurdere, at effekten er så minimal, at det ikke betaler sig.

GTMetrix kan du få et overblik over, hvordan din hjemmeside eller webshop klarer sig på nuværende tidspunkt, og hvor der kan sættes ind (for at få det mest korrekte resultat skal du oprette en bruger, så du får mulighed for at vælge en lokal server. London, UK, er den server der er tættest på Danmark)

Hiv fat i os, hvis du har behov for hjælp til at forstå dine GTMetrix-resultater.

Når du har styr på dit websites eller din webshops hastighed, kan du passende fokusere på at forvandle dine besøgende til kunder. Men hvordan gør du det?

Vi har samlet fire tips til konverteringsoptimering i blogindlægget her.