fbpx

Der findes mange forskellige udgaver af kagemænd. Der er store. Der er små. Og alle med slik og stearinlys på. Men hos Makers er der indbragt en helt anden slags kagemand! Han er meget mere menneskelig, og fra 1. april blev han reklame-onlinebureauets nye direktør. Der er tale om Louis Ebler, der kommer fra reklamebureauet BAKE the CAKE.

Ny ”kagemand” på bureauet. Louis Ebler (tv) tiltræder som ny direktør i Makers og afløser Allan Midtgaard. Han kommer fra bureauet Bake the Cake i Skanderborg.

Historien starter tilbage i november sidste år. Her var Makers på udkig efter en ny bestyrelsesformand. Blandt flere gode kandidater faldt valget på Tage Andersen. Og den første opgave han fik, var at finde en ny direktør.

På omtrent samme tid sidder Louis Ebler i sit reklamebureau, Bake the Cake, i Skanderborg og beslutter sig for, at det er på tide med forandringer. Han har med succes drevet bureauet i en årrække efter en særlig opskrift, hvor stort set alle ansatte ikke var ansatte. I stedet havde Louis samlet en flok dygtige strateger, AD’ere og konceptudviklere, der bagte ideer, tekster, flotte grafiske opsætninger og kreative markedsføringsløsninger for Bake the Cake’s kunder.

Lad os bare kalde det skæbnens finurlighed. I hvert fald fandt Makers, Tage Andersen og Louis Ebler sammen. Og fik overraskende hurtigt slået en dej op til et spændende samarbejde.

”Man får hurtigt afdækket, om ingredienserne for et godt samarbejde er til stede. Her var der ingen tvivl,” forklarer Tage Andersen, og fortsætter, ”Vi har i Makers efterhånden opbygget en vældig mængde kompetencer i online kommunikation. Det mangler Louis i sit bureau. Til gengæld har han en usædvanlig stærk kommunikationstrategisk baggrund, formet på nogle af landet største bureauer (og i samarbejde med en række store kunder), og kommer dermed med en faglighed og en strategisk erfaring, vi kan bruge i Makers. Det er med en god mavefornemmelse, vi sætter os til bordet sammen.”

”Når man har været selvstændig i 11 år med et firma, man alene har skabt fra bunden før finanskrisen, er det en stor beslutning at skulle indgå i et nyt firma. Men beslutningen var ikke så svær endda. Fra første gang, jeg trådte ind ad døren hos Makers, fornemmede jeg en god gejst og et fagligt højt niveau, og samtidig mødte jeg en partnergruppe med et forretningsmæssigt og menneskeligt værdisæt, der matchede mine,” siger Louis Ebler. ”Jeg glæder mig til at udrette en masse med det her hold”, slutter han.

Der er tale om et velovervejet skifte. Allan Midtgaard, der har siddet som direktør siden starten i 2004, er blevet fristet af nye udfordringer. Han skal overtage ansvaret for et nyt datterselskab, Humanta, der arbejder med erhvervsrettet uddannelse af bl.a. ledige fleksjobbere.

”Det er et nyt område, som vi i Makers regi har udviklet på i godt et års tid,” afslører Allan Midtgaard. ”Nu er vi i samarbejde med Randers og Favrskov kommune i fuld gang med at uddanne fleksjobbere i digital markedsføring, så de kan hjælpe virksomheder med at vedligeholde hjemmesider, webshops og andre former for online kommunikation. Det er virkelig en spændende udfordring,” slutter han.

Makers har været på en rejse de seneste 3 år, hvor der er investeret kraftigt i såvel medarbejdere som løsninger. Makers står stærkt digitalt og får med Louis ombord styrket den strategiske forretningsforståelse. Samtidigt vil Makers kreative niveau blive styrket med de kreative kræfter Louis trækker med fra BAKE the CAKE.

Der bliver indtil videre ingen ændringer i partnergruppen, som består af Eva Fredborg, Thomas Binder, Peter Nissen og Allan Midtgaard.