Flere og flere af vores kunder efterspørger Headless CMS. Og med god grund. For i en digital verden, hvor (for)brugerne dagligt interagerer med et hav af online platforme, er Headless et stærkt redskab. Læs mere om, hvad det er, og hvordan det kan hjælpe dig.

I gamle dage kunne de fleste virksomheder nøjes med at kommunikere med sine kunder over en fastnettelefon og en annonce i lokalavisen. Suppleret af en lille biks i byen og en håndfuld medarbejdere udgjorde disse touchpoints den fulde kundeoplevelse.

Sådan er det ikke længere.

I dag interagerer (for)brugerne med virksomheder via et hav af kanaler. De får notifikationer på deres smartwatches, shopper via deres smartphones, får information via infoskærme og eksponeres for reklamer på digitale reklameskærme og in-store displays.

Ergo: Hvis du vil have en tæt relation til dine kunder i dag, skal dit content være til stede og sættes op i utallige formater.

Og det er blandt andet dét (og meget mere), Headless CMS kan hjælpe dig med.

Grundlæggende viden: Traditionelt CMS

Det er svært at forstå Headless CMS uden at kende til dens forgænger: Monolitten. Så lad os først kaste et hurtigt blik på det.

Traditionelt set består en digital løsning (fx en webshop, en app eller en hjemmeside) af to tæt-integrerede dele:

Front-end: Den forreste, synlige del, som dine brugere kan se og navigere i.
Back-end: Det bagvedliggende system – din kode, data og filer så som billeder, tekster og videoer.

Når front-end og back-end er koblet tæt sammen – som det er ved traditionelle monolitiske løsninger (tænk WordPress, Magento, Joomla osv.) – udgør de mere eller mindre et fast, lukket system. Det betyder, at det indhold, du har oprettet i back-enden reelt set KUN kan vises i den dertilhørende front-end.

Så hvad hvis du gerne vil have dit indhold skudt ud til både web, native apps og smartwatches?

Ja, så er du i teorien nødt til at have 3 separate monolitiske-systemer. Og det er altså en stor opgave og meget administration, som nok de færreste har tid eller ressourcer til at håndtere.

Og det er her, Headless CMS kommer ind i billedet.

Et API er kort fortalt et komponent, hvis opgave er at udveksle data mellem forskellige kilder.

Hvad er Headless CMS?

Ved Headless CMS er front-end og back-end ikke integreret.

Det betyder, at back-enden, hvor du opretter og administrerer dit data, ikke har noget fast visuelt output i form af en hjemmeside eller en app. Den er ”hovedløs” – eller Headless, som man betegner det på engelsk.

I stedet giver Headless dig mulighed for at tilkoble FLERE forskellige front-ends (”hoveder” – eller visuelle outputs). Dermed kan dit indhold vises på både din hjemmeside – men også på din mobilapp, i din chat-bot, på smartwatches, digitale skærme og uendeligt mange andre kanaler.

Det betyder i praksis, at du kun skal oprette dine data, billeder og tekster én gang i én backend. Derfra har du mulighed for at distribuere det til et væld af kanaler og platforme – målrettet mange forskellige enheder.

Fordelene ved Headless CMS

Headless CMS har et hav af fordele – og nogle af dem har vi allerede berørt. Men lad os kigge lidt grundigere på dem her.

Omni-channel
Med Headless CMS behøver du kun ét backend-system – og derfra kan du let og effektivt distribuere dit indhold til et væld af platforme, enheder og formater (outputs). Det giver dig mulighed for at opnå et ideelt omni-channel set-up, hvor du rammer dine kunder på alle de kanaler, de ser og benytter sig af i deres dagligdag – uden nogen større indsats fra din side.

Tidsbesparelse
Ønsker du at fremvise dit indhold i din webshop, på en mobilapp og på dine in-store-displays, ville du traditionelt set skulle oprette al indhold 3 gange i de forskellige backends. Men med Headless CMS kan du nøjes med at oprette dit indhold én gang og skubbe det ud på et væld af platforme på samme tid. Det sparer dig for tid og ressourcer.

Hurtig time-to-market
Headless CMS giver dig mulighed for hurtigt at indtage nye kanaler ved blot at tilkoble dennes frontend til din allerede eksisterende backend. Dermed forkorter du din time to market og kan blive en af de første til at promovere dine produkter og services på et nyt medie, der pludselig stiger i popularitet.

Sikkerhed
Frontend og backend i en Headless-løsning er ikke direkte integreret. I stedet taler de sammen via såkaldte API’er (en form for protokol, der bestemmer, hvordan data skal udveksles mellem to kilder, og hvilke krav, der i den forbindelse skal være opfyldt). Med API’er som form for autoritativ mellemmand gør man det langt sværere for hackere at bryde igennem til din data.

Fremtidssikring
Den digitale verden er i konstant forandring. Nye enheder, kanaler og systemer dukker op med jævne mellemrum – og med Headless CMS kan du straks koble dig på den nye bølge og være først, hvor det sker. På den måde skal du ikke bekymre dig om, at dit CMS-system bliver forældet eller skal skiftes ud.

Hvem er Headless CMS relevant for?

Lad os vende den om. Hvem er Headless CMS IKKE relevant for?

Jo, hvis alt du har behov for er en mindre hjemmeside eller webshop med en begrænset mængde indhold i standardformater, så vil et traditionelt CMS-system stadig være en fin løsning. Traditionelt CMS har nemlig en del ud-af-boksen-løsninger, der er nemme at sætte op og bruge. Men har du behov for et større set-up, hvor der eventuelt trækkes data fra eksterne kilder – eller har I ambitioner om at være til stede på mange forskellige platforme, så bør I måske overveje at basere jeres indhold på et Headless Content Management System.

Headless vs. PWA – hvad er forskellen?

 PWA står for Progressive Web App og er særligt kendt i forbindelse med Magento 2.

I grove træk er PWA et lag, man kan bygge oven på sin traditionelle, monolitiske løsning, så den på mobil kommer til at fremstå som en såkaldt Native App. Mange forveksler PWA med Headless, fordi man i begge tilfælde kan sende indhold – eller content – fra sin webløsning ud i tilpassede formater på henholdsvis mobil og desktop.

Men PWA er fundamentalt skruet anderledes sammen end Headless.

PWA tager udgangspunkt i den monolitiske webarkitektur – det vil sige en løsning, hvor alle enkeltdelen (moduler og services) er bygget sammen i én kodebase. De kan opfattes som en lidt mere ufleksibel ”alt-i-en”-løsning, der dog i visse tilfælde kan have den fordel, at de kommer med mange elementer ud af boksen. Med andre ord: Meget er givet på forhånd.

Headless bygges derimod ved brug af microservice webarkitekturen. Her lever hvert modul eller service separat. De har hver deres kodebase og lagres individuelt, men taler sammen via såkaldte API’er. Det betyder, at man kan udvælge og tilkoble frameworks, moduler og systemer på tværs af kodesprog, og dermed bliver Headless en ekstremt fleksibel ”pick-and-mix”-løsning, der kan skræddersyes helt uden begrænsninger. Med Headless har du nem mulighed for at udvikle en decideret Native App – enten som en stand-alone, men også som supplement til dit website, hvor du genbruger samme backend.

Vil du læse mere om forskellen på de to webarkitekturer, kan du læse mere i bloggen om Microservices.

Headless CMS – en del af MACH

Headless bliver i særlig høj grad omtalt i forbindelse med MACH. MACH er et akronym for Micoservices, API-first, Cloud Natice og Headless.

Det er fire principper for, hvordan man udvikler fleksible og fremtidssikrede digitale løsninger til en verden, hvor systemer, platforme og indhold i højere og højere grad er forbundet på kryds og på tværs.

Hvis du ikke allerede har læst vores tidligere indlæg om netop Microservices, foreslår vi, at du også gør det.

Desuden poster vi med jævne mellemrum opslag på vores blog og LinkedIn, som kan gøre dig klogere på, hvad der rør sig inden for webshops, website og digitalisering generelt.

Spørg en Headless-ekspert

Headless teknologi er nyt for mange. Det er derfor intet under, hvis du sidder med et hav af spørgsmål eller har behov for lidt mere baggrundsviden.

Skulle der være selv det mindste, er du derfor velkommen til at tage fat i Thomas, som er vores altid skarpe udviklingschef.

Hiv fat i Thomas
Skriv til Thomas
Ring til Thomas på