UX-design handler i sin essens om at forvandle dine besøgende til glade, betalende kunder. Det gør du ved at guide din besøgende igennem din webshop på intuitiv og naturlig vis. Godt UX-design tager tid at skabe, men det er en investering med et mærkbart afkast.

Hvor svært kan det være, tænker du måske? En forside, en menu, nogle kategori- og produktsider samt en sektion med kontaktoplysninger – krydret med lidt billeder. Så er den webshop i hus.

Eller det er den så ikke helt.

At skabe en velfungerende webshop er en mangesidig (UX-)proces. Det kræver en grundig analyse af målgruppen og deres adfærd. Det kræver udvikling af design samt test heraf. Og det kræver programmering af platformen.

Alt dette tager tid og koster penge.

Men et velovervejet UX-design er essentielt for din forretnings online succes. Gjort rigtigt, øger det konverteringsraten, driver mer- og opsalg, minimerer omkostninger til kundeservice og skaber glade, loyale (og betalende) kunder. Se, dét er værd at investere i.

I det følgende giver vi dig 3 grunde til, at du som webshop bør prioritere UX-design højt og forklarer, hvordan det skaber online succes. Men først en kort forklaring af selve begrebet.

Hvad er UX design? Kort fortalt

UX står for User eXperience – eller brugeroplevelse, som vi kalder det på dansk. Det ultimative formål med UX-design er at skabe glade kunder, der har lyst til at komme tilbage, og som forhåbentlig anbefaler dig til andre.

Det gøres ved at designe et godt flow på dine platforme (website, webshop, app osv.), der guider dine besøgende ubesværet igennem kunderejsen fra start til slut. Det handler om at servere de rette informationer og funktioner på det rette tidspunkt. Om nemt og effektivt at løse kundernes problemer eller opfylde deres ønsker. Og om at skabe oplevelsen af en let, intuitiv og behagelig proces.

Netop det intuitive element er afgørende, hvis du ønsker at give dine besøgende en gnidningsfri oplevelse på din webshop.

UX-eksperten Steve Krug opsummerer det meget fint i sin i øvrigt meget anbefalelsesværdige bog Don’t Make Me Think:

“It doesn’t matter how many times I have to click, as long as each click is a mindless, unambiguous choice.”

Når du designer din webshop, skal du huske på, at din besøgende med al sandsynlighed scroller og klikker rundt på autopilot.

Eller sagt på en anden måde: Vi tænker ikke aktivt på, hvad vi klikker på eller hvorfor – vi gør bare det, vi føler, opfylder vores behov hurtigst.

1. Dårligt UX-design skræmmer dine besøgende væk

Forestil dig, du går ind i et supermarked for at købe æg.

Du leder i alle kølediskene – flere gange – men du kan ikke finde dem. Du kigger efter en medarbejder, du kan spørge, men der er ingen at se. Irritationen vokser. Du tjekker kølediskene igen. Stadig uden held.

Ved et tilfælde opdager du, at æggene slet ikke står på køl – de er i stedet placeret på en hylde ved siden af mel som i mange udenlandske butikker. Du bevæger dig nu mod kassen. Køen er lang, og det viser sig samtidig, at de kun tager kontanter.

Var du kommet i mål med dit indkøb?

Måske var du. Men var et lignende scenarie opstået på en webshop, vil vi komme med den påstand, at du for længst havde klappet computeren i og stirret opgivende ud i luften.

Folk er nemlig langt mere utålmodige, når de er på nettet, og der skal ikke meget til, før de vender dig ryggen.

Faktisk viser statistikker, at 70% af de kunder, der lægger varer i kurven, gennemfører ikke deres køb. Og det er der forskellige grunde til. Der er dem, der befinder sig i research-fasen og måske lægger et par varer i kurven for at kunne huske dem til senere. De er med andre ord ikke klar til at swipe til højre på MobilePay – endnu.

Men så er der de købsparate, der er få klik fra at komme i mål med deres køb, men som giver op undervejs. Men hvorfor? I en undersøgelse fortæller amerikanske shoppere om årsagerne til, hvorfor de ikke nåede hele vejen frem til kassen.

Mange af disse årsager kan samles under kategorien ”Bøvl med UX”.

Fx bliver barrierer som ”For lang/kompliceret købsproces”, ”Fejl på hjemmesiden” og ”Man skulle oprette en konto for at gennemføre købet” fremhævet i undersøgelsen.

Derfor er det vigtigt, du går dit UX-design igennem i sømmene. Er din webshop tilpasset lige netop dine besøgende, deres behov og forventninger? Er der noget, der gør kunderejsen langsommere og længere end nødvendigt? Kunne noget optimeres og gøres bedre?

Er du i tvivl om, hvor du skal begynde, kan du tage et kig på de touch points, dine kunder typisk støder på i løbet af deres kunderejse. Du kan fx tage udgangspunkt i nedenstående liste:

  • Forside – giver du den besøgende et overskueligt overblik over dine produkter/ydelser?
  • Søgefunktion
  • Kategorisider
  • Produktsider
  • Indkøbskurv
  • Check out-processen
  • Bekræftelse på køb

På billedet ses to webshops med to vidt forskellige UX-designs. Hver især er de tilpasset de handlendes behov. Når det gælder værktøj til professionelle, er det vigtigt, at de tekniske specifikationer fremgår tydeligt. Det er samtidig gjort nemt at justere det ønskede antal og lægge produkterne direkte i kurven. I den anden webshop har der været fokus på det visuelle, da de besøgende går efter noget, der ser lækkert og luksuriøst ud. De klikker sig gerne ind og studerer produkterne fra flere vinkler, før de beslutter sig for et køb.

2. Godt UX-design fører til (mer)salg

UX-design handler ikke kun om æstetik.

Ja, faktisk kan du have nok så flot en webshop spækket med fancy funktioner, men det er lige præcis 0 værd, hvis din besøgende ikke kan finde rundt.

I stedet er den gode brugeroplevelse kendetegnet ved, at den både opfylder brugerens forventninger og behov og samtidig understøtter jeres forretningsmæssige mål. Begge dele kan du opnå med et gennemtænkt UX-design, som gør dig i stand til bedre at styre dine besøgendes handlinger.

Som en anden turguide kan du bestemme, hvad de skal se og hvornår (med fokus på deres interesser og behov, naturligvis). På tech-sprog kaldes det at skabe et ”Customer Journey Map”.

Er din rejse ikke velplanlagt, risikerer du, at dine besøgende falder fra undervejs. Men er du en god og inspirerende turguide, vil de følge med dig hele vejen til slutdestinationen (der, hvor de foretager et køb, sender en forespørgsel eller udfører en handling – afhængigt af hvad dit mål er).

Gør du det ekstra godt undervejs, og er kunderne glade og tilfredse, vil du også være i stand til at sælge dem ”en ekstra souvenir” (= mersalg), før de går.

Forhåbentlig vender de glædeligt tilbage eller anbefaler dig til en ven.

3. Gennemarbejdet UX hjælper på din Google-placering

Alle virksomheder drømmer om at ligge øverst i Googles søgeresultater.

Det gør de, da de øverste resultater løber med størstedelen af den eftertragtede trafik. Statistikker viser, at de første tre søgeresultater på en søgning hapser 50-60% af trafikken.

Men hvis du har ambitioner om at stryge til tops i søgemaskinerne, er det ikke nok at bruge dine kræfter udelukkende på SEO-tekster (dine overskrifter, keywords m.m.). Det er rigtig nok én af parametrene, men der er mange andre ting, der spiller ind.

Google lægger blandt andet stor vægt på, at din webshop er brugervenlig – både på computeren men især også på mobilen. Layout, sidens arkitektur og interne links er andre betydningsfulde faktorer.

Disse faktorer kan nemlig hjælpe med at reducere bounce raten (andelen af besøgende, der forlader din webshop uden at besøge flere sider) og øge dwell time (tiden den besøgende bruger på en side). Hvis din webshop har en lav bounce rate og en høj dwell time opfatter søgemaskinerne det som, at indholdet, din potentielle kunde har klikket ind på, er relevant. Dette belønner søgemaskinerne med en højere rangering.

 

Få udarbejdet et UX-design

Kunne du tænke dig at få en vurdering af, hvordan dine platforme præsterer set med et par UX-briller? Eller er du klar til at give din webshop en UX-make-over? Så er det heldigt, at vi har specialiserede UX-designere, der sidder klar til at hjælpe.

Kontakt os på tlf. 8799 0009 eller [email protected].

I mellemtiden kan du læse om, hvordan vi arbejder med UX-design her.